Surface & Plastic solutions for our customers

Risikostyring

Identifikation af forretningsmæssige risici og styring heraf indgår i den årlige strategiplan for Koncernen og de fire forretningsområder, som bestyrelsen godkender. Desuden fastlægger bestyrelsen også rammerne for styring af rente-, kredit- og valutakursrisici og adressering af risici, der er knyttet til råvarer og energipriser. Rammerne gennemgås mindst en gang årligt.

Følgende risici vurderes at være dem, der har størst betydning for SP Group, men listen er ikke prioriteret og heller ikke udtømmende:

Kommercielle risici

Markeds- og konkurrentrisici  
Recessionen har ramt SP Groups kunder forskelligt, men langt de fleste kunders afsætning er påvirket. SP Groups afsætning og indtjening er derfor meget afhængig af den fremtidige udvikling i BNP i OECD landene.

I flere segmenter på SP Groups danske hovedmarked er der overkapacitet med mange mindre udbydere, pres på priserne og stadigt voksende krav fra kunder om mindre produktionsserier og mere fleksibel produktion. Desuden oplever SP Group øget konkurrence fra lavprisproducenter i Østeuropa og Asien. For at mindske sin afhængighed af det danske marked arbejder SP Group på flere fronter:

For det første øges afsætningen uden for Danmark løbende. Fokus er især på andre nordeuropæiske markeder, mens udvalgte nicheprodukter afsættes globalt. Den internationale andel af omsætningen udgjorde i 2010 46,4%.

For det andet overfører SP Group løbende produktionsopgaver til sine fabrikker i Polen og Kina, og udflytningen vil fortsætte. Der er herudover etableret produktion i Brasilien. Med disse tiltag kan Koncernen fortsat servicere kunder, der selv flytter produktion ud til disse områder, ligesom SP Group kan opdyrke nye kunder i Østeuropa, Kina og Amerika.

For det tredje moderniserer og automatiserer SP Group konstant de danske fabrikker, så de bliver mere effektive og fleksible. Dette arbejde fortsætter. Endelig konsoliderer SP Group dele af den danske industri, enten ved opkøb eller ved at sammenlægge egne fabrikker. Også denne proces vil fortsætte, og SP Group har streng fokus på at nedbringe omkostningerne og udnytte Koncernens størrelse og kompetencer til at forbedre konkurrenceevnen. Som et led i strategien om at differentiere sig styrker Koncernen også sin viden og kompetencer i forhold til processer, design og materialer.

Kunder
SP Group har omkring 1.000 aktive kunder. De ti største kunder står for 51% af Koncernens omsætning, og andelen er steget to procentpoint i forhold til 2009. Top10 kunderne er store, velkonsoliderede internationalt arbejdende industrikoncerner.

Den største enkeltkunde aftager 14,0% af Koncernens omsætning (en nedgang fra 16,8% i 2009). På fabriksniveau er afhængigheden af enkeltkunder højere som følge af de enkelte fabrikkers specialisering og fokusering på bestemte industrier.

Godt en tredjedel af Koncernens salg går til medico-sektoren, som dermed er den største enkeltindustri. SP Group har bevidst opdyrket denne sektor, fordi den er i vækst, og fordi den rummer mange muligheder for at udnytte kompetencerne på tværs af SP Groups forretningsområder. Eksponeringen mod medico-sektoren er derfor ønsket, og risici begrænses ved, at Koncernen leverer til en række forskellige medico-virksomheder i forskellige segmenter og på samtlige kontinenter. På koncernniveau er SP Group ikke overeksponeret mod bestemte brancher.

Svigtende afsætning til enkeltkunder eller flere kunder kan få en effekt på Koncernens indtjeningsevne. For at minimere denne risiko søger Koncernen også at indgå flerårige kunde- og samarbejdsaftaler, som fastlægger vilkårene for fremtidige ordrer. Desuden engagerer SP Group sig i produktudviklingsopgaver sammen med kunderne for tydeligt at fremstå som en strategisk partner. Endelig arbejder Koncernen på at udvikle flere nicheprodukter og produkter under egne varemærker, hvor Koncernen i højere grad selv kontrollerer afsætningen. Produkter under egne varemærker udgjorde i 2010 cirka 17% af Koncernens omsætning (op fra 14% i 2009), og heri indgår også medico-produkter (guidewires).

Råvarepriser og leverandører
SP Groups indtjening er afhængig af priserne på energi, råvarer (plast) og andre materialer til produktionen. De fleste af Koncernens råvarer er oliebaserede, og væsentlige stigninger i oliepriserne kan medføre prisstigninger, som SP Group ikke umiddelbart kan overføre på salgspriserne.

SP Group indgår løbende sikringsaftaler på el, gas og råvarer og har med en række kunder aftalt reguleringer af salgspriser ved prisstigninger på energi og råvarer. Koncernens indkøb af kritiske råvarer er centraliseret for dels at få større leveringssikkerhed og dels opnå en bedre forhandlingsposition via indkøb af større volumener. Samtidig undersøger SP Group løbende muligheden for at source kritiske råvarer globalt. Sårbarheden over for olieprisdrevne stigninger i råvarepriserne kan mindskes, men vil fundamentalt bestå.

Ændring af produktionssystemet

Produktionssystemer ændres løbende, dels ved investeringer i nyt produktionsudstyr, og dels ved at systemer og opgavefordeling ændres. Det betyder, at Koncernen gradvist opnår en større specialisering af produktionen på de enkelte fabrikker, ligesom effektiviteten øges. Der er en risiko for, at implementeringen af disse ændringer skaber forsinkelser og forstyrrelser og dermed påfører Koncernen ekstra omkostninger eller påvirker forretningsomfanget. Der er også en risiko for, at der ved overførsel af produktionsudstyr og produktionsopgaver opstår forsinkelser og fordyrelser.

SP Group søger med grundig planlægning at minimere omkostningerne og tidsforbruget ved at omlægge produktionssystemerne. En smidig og hurtig gennemførelse af disse processer er en nødvendig forudsætning for at forbedre lønsomheden i Koncernen.

Nøglepersoner

SP Group er afhængig af en række nøglepersoner i ledergruppen og blandt Koncernens specialister. SP Group søger at fastholde disse nøglepersoner ved at tilbyde et udfordrende jobindhold, en markedskonform grundløn og incitamentsordninger til belønning af en særlig indsats.

Forsikringsforhold

SP Group har et omfattende forsikringsprogram, der afspejler omfanget af Koncernens aktiviteter og disses geografiske placering. En gang årligt gennemgås forsikringsprogrammet med Koncernens globale rådgiver, således at der løbende foretages tilpasninger, der understøtter Koncernens udvikling og dermed minimerer en eventuel påvirkning af Koncernens resultat. Ligeledes gennemgår bestyrelsen en gang om året forsikringspolitikken, og denne tilpasses efter behov.

Miljøforhold

Produktionsanlæggene er i alle lande underlagt en række miljøkrav, ligesom der på anlæggene frivilligt er indført en række miljø- og kvalitetsstyringssystemer. SP Group lever op til gældende miljøkrav, men der kan ikke gives garantier for, at der ikke ved uheld kan ske påvirkninger af det ydre og det indre miljø.

Finansielle risici

Likviditet og gældsoptagelse styres centralt. Der foretages ikke spekulation i finansielle risici.

Renterisici
Renterisici stammer især fra den rentebærende nettogæld, dvs. prioritetsgæld og bankgæld fratrukket likvide midler. Ved udgangen af året beløb den rentebærende nettogæld sig til DKK ca. 367 mio. 98% af gælden var variabelt forrentet, heraf realkreditgælden med en gennemsnitlig rente på ca. 2,5% gældende for det næste halve år. En stigning i det generelle renteniveau på et procentpoint vil medføre en stigning i Koncernens årlige renteudgifter før skat på ca. DKK 3,7 mio.

SP Group har fokus på at øge pengestrømmene fra driften, så den nettorentebærende gæld kan nedbringes, og Koncernen selv kan finansiere investeringer via driften. Gælden søges også nedbragt ved at sælge ikkeværdiskabende aktiver og aktiviteter samt ved at indgå operationelle leasingkontrakter for produktionsudstyr.

Kreditrisiko  
SP Group overvåger løbende systematisk kundernes og samarbejdspartnernes kreditværdighed og anvender kreditforsikring til delvist at afdække kreditrisici. Dog kreditforsikres samhandel med blue-chip koncerner og Staten ikke. Koncernen har ikke unormale kreditrisici på én enkelt kunde eller samarbejdspartner. Kunderne og samarbejdspartnerne er normalt velrenommerede selskaber, som kommer fra mange forskellige brancher og lande, hvilket mindsker den samlede kreditrisiko.

Valutakursrisici  
SP Group gennemfører valutaforretninger for at afdække kommercielle aftaler. Afdækningen sker via låneoptagelse, valutatermins- eller optionskontrakter, og ledelsen vurderer løbende nødvendigheden af at afdække risikoen på de enkelte transaktioner.

Der er overordnet en god balance mellem indtægter og udgifter. Ca. 95% af salget afregnes således i DKK eller EUR, og ca. 90% af de faste koncernomkostninger afholdes modsat i DKK eller EUR. Den væsentligste kommercielle valutakursrisiko er indirekte og knytter sig til kundernes afsætning uden for Europa. Indkøb sker ligeledes primært i DKK og EUR, om end varernes pris underliggende er afhængig af USD.

Der eksisterer tillige en valutarisiko mellem PLN og EUR samt mellem RMB og USD, idet Koncernen har en stigende eksport fra Polen og Kina, der afreges i henholdsvis EUR og USD.

58% af Koncernens finansiering er optaget i EUR, og den øvrige gæld er primært optaget i DKK. Et udsving på 1% i EUR-kursen over for DKK kan derfor påvirke resultatet med op til DKK 2,1 mio. For at reducere valutakursrisikoen og matche udgifter og indtægter endnu bedre er gæld vedrørende den kinesiske og de polske virksomheder optaget i USD, PLN og EUR.

Likviditetsrisici  
Det er Koncernens målsætning at have et tilstrækkeligt likviditetsberedskab til kontinuerligt at kunne disponere hensigtsmæssigt i tilfælde af uforudsete udsving i likviditetstrækket.

Det er ledelsens opfattelse, at selskabet fortsat har et forsvarligt kapitalberedskab i forhold til selskabets drift og tilstrækkelig likviditet til at opfylde selskabets nuværende og fremtidige forpligtelser. Selskabet har et langvarigt, godt og konstruktivt samarbejde med sine finansielle samarbejdspartnere. Dette forventes at kunne fortsættes. Koncernen har ikke i regnskabsåret eller sammenligningsåret forsømt eller misligholdt låneaftaler.

Aktieinformation


Følg kursudviklingen på SP Groups aktier her.

Grafen er direkte linket til NASDAQ OMX Copenhagen og opdateres automatisk.

» Nasdaq website

Rapporter

Såfremt årsrapporterne ønskes tilsendt, send da venligst en e-mail til: info@sp-group.dk med angivelse af navn og adresse, hvorefter de ønskede årsrapporter vil blive tilsendt hurtigst muligt.
Copyright © 2011 SP Group A/S - Disclaimer